Lokalafdelingers rolle i rekruttering og fastholdelse af medlemmer

Danske fagforeninger har igennem flere årtier været udfordret af faldende tilslutning blandt lønmodtagerne. Mellem 2000 til 2018 er organisationsgraden faldet fra omkring 73 procent til omkring 64 procent. Disse tal dækker dog over, at de alternative organisationers medlemmer udgør omkring 12 procent af arbejdsstyrken. Organisationsgraden blandt overenskomstbærende fagforeninger nærmer sig således 50 procent. Faldet i organisationsgraden har fremtvunget et stærkt fokus på organisering, herunder rekruttering og fastholdelse af medlemmer. På trods af mange gode strategier og tiltag er den gyldne løsning på udfordringen endnu ikke fundet.

Et nyt forskningsprojekt, finansieret af FH, skal tilvejebringe ny viden om lokalafdelingernes arbejde med overenskomstdækning samt rekruttering og fastholdelse af medlemmer på udækkede virksomheder. Hvad har virket, og hvad har ikke virket? Skal man appellere til den kollektive solidaritet eller individuelle services og økonomiske interesser i forsøget på at rekruttere og fastholde medlemmer?

Projektet har særligt fokus på fagforeningers lokale arbejde med organisering, da det er lokalt, mange af de konkrete tiltag føres ud i livet. Lokalafdelinger er således ofte ansvarlige for at organisere arbejdspladser, hvor der hverken er tillidsrepræsentanter, overenskomstdækning eller medlemmer. Det er således i høj grad lokalafdelinger, der står over for udfordringen om at opretholde den høje organisationsgrad og overenskomstdækning på det danske arbejdsmarked.

Projektet vil via surveys og casestudier af udvalgte lokalafdelinger undersøge, hvad lokalafdelinger i FH-fagforeninger gør i praksis for at tackle udfordringer om faldende organisationsgrad og overenskomstdækning. Endelig vil projektet komme med forslag til optimering af organiseringsarbejdet i lokalafdelingerne, herunder hvordan forbundene kan støtte lokalafdelingernes arbejde.

Forskere

Navn Titel Telefon E-mail
Haldrup, Christian Videnskabelig assistent +4535336444 E-mail
Ibsen, Christian Lyhne Lektor +4535323904 E-mail

Finansieret af

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)

Projekt: Lokalafdelingers rolle i rekruttering og fastholdelse af medlemmer
Bevilling: 620.000 kroner
Projektansvarlig: Christian Lyhne Ibsen
Periode:  Marts 2024 - august 2024

Eksterne forskere:

Navn Titel Telefon E-mail
Laust Høgedahl Lektor +45 9940 8178